Klubbens vedtægter
§ 1 Navn & Formål
Odder IGF Fodbold er oprettet den 15-10-1899 og er en afdeling under Odder Idræts- og Gymnastikforening Frem (Odder IGF).
Odder IGF Fodbold har hjemsted i Odder Kommune.
Odder IGF Fodbolds formål er at virke for fodboldspillets fremme i Odder.
Odder IGF Fodbold skal bygge på frivillige, forpligtende fællesskaber båret af det enkelte medlems lyst, glæde og engagement i forhold til en fælles idé.
Odder IGF Fodbold er tilsluttet Dansk Idrætsforbund (DIF) gennem DBU Jylland (tidligere JBU).
§ 2 Optagelse og udmeldelse
Odder IGF Fodbold kan optage enhver som medlem.
Udmeldelse kan kun ske til Odder IGF Fodbolds kasserer.
Personer der er i karantæne, eller er slettet som medlem i andre afdelinger under Odder IGF på grund af kontingentrestance, kan ikke optages som medlem, eller være medlem, forinden forholdet til øvrige afdelinger er bragt i orden.
§ 3 Karantæne og ophævelse af medlemskabet
Ethvert medlem, der direkte eller indirekte, skader Odder IGF Fodbold eller Odder IGF Fodbolds interesser, det være sig enten ved personlig optræden eller ved handling, kan idømmes karantæne, maximalt dog i 6 måneder, når mindst 6 bestyrelsesmedlemmer stemmer for.
Karantæne kan ikke appelleres.
Ophævelsen af medlemskabet for et medlem kan kun foretages af Odder IGF Fodbolds bestyrelse, når mindst 9 stemmer for ophævelsen.
Ophævelsen af medlemskabet kan appelleres til Odder IGF Fodbolds generalforsamling.
§ 4 Kontingent
Kontingentets størrelse fastsættes hvert år på Odder IGF Fodbolds ordinære generalforsamling.
Kontingentet skal være af en sådan størrelsesorden, at Odder IGF Fodbold kan drives økonomisk forsvarligt og med en sund økonomi.
Odder IGF Fodbold tilsvarer Odder IGF en kontingentafgift, som fastsættes af hovedbestyrelsen for Odder IGF.
Afregningen med Odder IGF foregår en gang om året og kassereren foranlediger ajourført medlemsliste og udarbejdet regnskab fremsendt til Odder IGF.
§ 5 Odder IGF Fodbolds ledelse
Odder IGF Fodbold ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer.
Bestyrelsen består af: formand, næstformand, kasserer, sekretær samt 7 bestyrelsesmedlemmer.
Såfremt forholdene nødvendiggør det, skal bestyrelsen kunne supplere sig med endnu 2 medlemmer.
Formanden foranlediger indkaldt til bestyrelsesmøde mindst en gang hvert kvartal.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, med afgang på skift, således at formand, sekretær og 4 medlemmer afgår i ulige år samt at næstformand, kasserer og 3 medlemmer afgår i lige år.
§ 6 Generalforsamling
Odder IGF Fodbold afholder generalforsamling hvert år i perioden fra medio august til medio september.
Indkaldelse hertil foregår ved annoncering i dagspressen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Forslag, der ønskes forelagt på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen for Odder IGF Fodbold i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stemmeret har alle aktive medlemmer over 18 år, samt en forælder til hvert ungdomsmedlem, når betalt kontingent er registreret, og medlemskabet har varet mindst 3 måneder.
§ 7 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning
3. Regnskab
4. Fastsættelse af næste års kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg af formand, sekretær og 4 bestyrelsesmedlemmer i ulige år
7. Valg af næstformand, kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer i lige år
8. Valg af 2 suppleanter
9. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
10. Eventuelt
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen for Odder IGF Fodbold og skal indkaldes i løbet af en måned, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt anmoder herom, vedlagt oplysninger om det emne man ønsker behandlet.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling annonceres i dagspressen senest 8 dage før dens afholdelse.
§ 9 Ledelse af generalforsamlingen
Generalforsamlingen vælger sin dirigent til at lede generalforsamlingen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
På begæring af stemmeberettiget medlem skal afstemningen foregå skriftligt.
§ 10 Konstituering af bestyrelsen for Odder IGF Fodbold samt dennes arbejde
Bestyrelsen for Odder IGF Fodbold konstituerer sig snarest og senest 14 dage efter generalforsamlingen, med formand, næstformand, kasserer, sekretær samt formænd for Odder IGF Fodbolds øvrige udvalg i henhold til Odder IGF Fodbolds organisation.
Forretningsudvalget består af formand, næstformand, kasserer og sekretær.
De øvrige udvalg suppleres efter behov af medlemmer i eller uden for bestyrelsen for Odder IGF Fodbold.
Bestyrelsen for Odder IGF Fodbold er beslutningsdygtig, når mindst 6 af dens medlemmer, deriblandt enten formand eller næstformand er til stede.
I formandens forfald indtræder næstformanden automatisk i dennes rettigheder og pligter.
I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Sekretæren foranlediger udfærdiget referat over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger.
§ 11 Regnskab
Odder IGF Fodbolds regnskabsår går fra den 01-07 til den 30-06, så den følger fodboldsæsonen.
Kassereren udarbejder regnskabsopstilling og afleverer det færdige regnskab til revisorerne senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Driftsregnskab og status, forsynes med revisorernes påtegning og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.
§ 12 Revision
På hvert års ordinære generalforsamling vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant til kritisk og talmæssig revision.
Revisorerne vælges for 2 år ad gangen på skift, og revisorsuppleanten for 1 år ad gangen.
Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdning.
§ 13 Vedtægtsændringer
Ændringer til vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 1/3 af Odder IGF Fodbolds stemmeberettigede er til stede og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringerne.
Opnås sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling inden 1 måned efter generalforsamlingen med sædvanlig varsel.
Hvis der på denne ekstraordinære generalforsamling opnås 2/3 flertal for forslaget, er dette vedtaget, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§ 14 Odder IGF Fodbolds opløsning
Odder IGF Fodbold kan ikke opløses, så længe 10 stemmeberettigede medlemmer ønsker dens beståen.
Ved eventuel opløsning tilfalder Odder IGF Fodbolds værdier Odder IGF.
Såfremt Odder IGF Fodbold ikke har 10 stemmeberettigede medlemmer, skal beslutningen om den opløsning træffes i samråd med hovedbestyrelsen for Odder IGF.
§15 Ekstraordinære foranstaltninger
I tilfælde af, at disse vedtægter måtte vise sig at være utilstrækkelige, er den til enhver tid siddende bestyrelse bemyndiget til, under ansvar overfor generalforsamlingen, at træffe sådanne foranstaltninger, som tjener til at fremme Odder IGF Fodbolds interesser i den pågældende situation.
Vedtaget:
24. november 1970
28. november 1972
20. november 1980
16. december 1991
12. april 1999
4. april 2002
24. februar 2005
24. februar 2008
1. marts 2009
28. februar 2010
27. februar 2011
Tilskuerklubbens vedtægter
§1 Navn & Formål
Tilskuerklubben er en støtteforening for Odder IGF Fodbold, og Tilskuerklubbens formål er at skaffe midler til støtte for fodbold udøvet i Odder IGF Fodbold.
§2 Optagelse og udmeldelse
Tilskuerklubben kan optage enhver som medlem, og udmeldelse kan kun ske til Tilskuerklubbens kasserer.
§3 Kontingent
Kontingentets størrelse fastsættes hvert år på Tilskuerklubbens ordinære møde.
§4 Ledelse
Tilskuerklubben ledes af en bestyrelse, som består af 3 personer - 1 kasserer og 2 menige medlemmer.
Kassereren vælges for to år ad gangen, og de menige medlemmer vælges ligeledes for to år ad gangen, dog med afgang på skift.
§5 Ordinært møde
Tilskuerklubben afholder ordinært møde hvert år i februar måned i umiddelbar forlængelse af Odder IGF Fodbold´s ordinære generalforsamling.
Indkaldelse hertil foregår ved annoncering i dagspressen senest 14 dage før mødets afholdelse.
Stemmeret har alle medlemmer over 18 år, når betalt kontingent er registreret.
§6 Dagsorden
Dagsorden for det årlige ordinære møde skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent
Økonomisk Beretning
Fastsættelse af næste års kontingent
Valg af kasserer for to år (ulige år)
Valg af menigt medlem for to år (på skift i lige og ulige år)
Valg af revisor for to år (lige år)
Eventuelt
§7 Ekstraordinær møde
Ekstraordinært møde kan til enhver tid indkaldes af ledelsen for Tilskuerklubben og skal indkaldes i løbet af en måned, når mindst 20 stemmeberettigede medlemmer skriftligt anmoder herom, vedlagt oplysninger om det emne man ønsker behandlet.
Indkaldelse til ekstraordinært møde annonceres i dagspressen senest 8 dage før dets afholdelse.
§8 Ledelse af det årlige møde
På det årlige møde vælges en dirigent til at lede mødet.
Beslutninger på det årlige ordinære møde træffes ved simpelt stemmeflertal.
På begæring af stemmeberettiget medlem skal afstemningen foregå skriftligt.
§9 Konstituering af ledelsen for Tilskuerklubben samt dennes arbejde
Ledelsen for Tilskuerklubben konstituerer sig snarest og senest 14 dage efter afholdt ordinært møde.
Ledelsen består af kasserer og to menige medlemmer.
Ledelsen for Tilskuerklubben er beslutningsdygtig, når mindst 2 af dens medlemmer er til stede.
§10 Økonomisk Beretning
Tilskuerklubbens regnskabsår går fra den 1/1 til 31/12.
Tilskuerklubbens kasserer udarbejder økonomisk opstilling og afleverer denne til revisor senest 8 dage før det årlige ordinære møde afholdes.
Den økonomiske opstilling forelægges på det ordinære møde til godkendelse.
§11 Regler for egenkapital og udbetalinger
Tilskuerklubbens egenkapital skal minimum udgøre kr. 5.000,00.
Ansøgning om tilskud til støtte til deltagelse i eller afholdelse af en aktivitet kan ethvert hold/årgang i Odder IGF Fodbold under forudsætning af følgende:
Aktiviteten skal udøves i eller under regi af Odder IGF Fodbold.
Der kan maximalt udbetales kr. 1.000,00 pr. aktivitet, som der søges tilskud til.
Ethvert hold/årgang kan kun påregne at modtage støtte en gang årligt.
Ansøgning skal udarbejdes skriftligt og fremsendes til Tilskuerklubbens kasserer senest 14 dage før tilskud om støtte forventes udbetalt.
Hvis eventuel udbetalt støtte ikke anvendes skal støttebeløb returneres til Tilskuerklubbens kasserer.
§12 Revision
På det ordinære møde vælges 1 revisor til kritisk og talmæssig revision.
Revisor vælges for 2 år ad gangen.
Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdning.
§13 Vedtægtsændringer
Ændringer til vedtægterne kan ske på ethvert ordinært møde, når mindst 1/3 af Tilskuerklubbens stemmeberettigede er til stede og når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for ændringerne.
Opnås sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig forsamling, skal der indkaldes til ekstraordinær møde inden 1 måned efter afholdelse af det ordinære møde med sædvanlig varsel.
Hvis der på dette ekstraordinære møde opnås 2/3 flertal for forslaget, er dette vedtaget, uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§14 Tilskuerklubbens opløsning
Tilskuerklubben kan ikke opløses, så længe 10 stemmeberettigede medlemmer ønsker dens beståen.
Ved eventuel opløsning tilfalder Tilskuerklubbens værdier Odder IGF Fodbold.
Såfremt Tilskuerklubben ikke har 10 stemmeberettigede medlemmer, skal beslutningen om dens opløsning træffes i samråd med bestyrelsen for Odder IGF Fodbold.
§15 Ekstraordinære foranstaltninger
I tilfælde af, at disse vedtægter måtte vise sig at være utilstrækkelige, er den til enhver tid siddende ledelse bemyndiget til, under ansvar overfor det årlige ordinære møde, at træffe sådanne foranstaltninger, som tjener til at fremme Tilskuerklubbens interesser i den pågældende situation.
Vedtaget:
18. februar 2004

