
Søndag d. 5. september 2010
Ludvigsen lukkede af i U14-sejr
Med en storspillende Allan Ludvigsen mellem stængerne sikrede Odders U14-mesterrækkehold sig sæsonens første sejr, da Åstrup/Hammelev blev besejret med 1-0.
Efter seks kampe uden sejr var det et sejrshungrende Odder-hold, der leverede sæsonens i særklasse bedste præstation. Et par taktiske rokeringer gav bonus, da den normale forsvarsgeneral Simon Brinck Rasmussen blev rykket op på midtbanen og var en stor drivkraft i det mærkbart bedre pasningsspil. Han var dog på ingen måde alene om at løfte sit niveau. Højre backen Oliver Jessen var med i mangt og meget trods sin defensive udgangsposition, Magnus Smed, Jonas Carlsen og Tim Østergaard leverede et kæmpe stykke løbearbejde krydret med flere teknisk gode detaljer, og det nykonstruerede midterforsvar med Martin Bendtzen og Rasmus Eriknauer leverede en fejlfri præstation.
Dog kunne ingen af de ovenstående spillere måle sig med keeper Allan Ludvigsen, der præsterede en kamp, der ledte tankerne hen på Peter Schmeichels præstation i EM-finalen i 1992.
Med den ene fantomredning efter den anden var han om nogen den, der sikrede de tre point mod et stærkt Åstrup/Hammelev-mandskab, der måbende måtte se Allan Ludvigsen være en levende mur.
Jonas Carlsen blev kampens eneste målscorer, da han 20 minutter inde i kampen afsluttede et smukt opbygget angreb med Oliver Jessen og Simon Brinck Rasmussen som de to assisterende spillere.
I anden halvleg pressede Åstrup/Hammelev på for en udligning, men da kampens dommer fløjtede for sidste gang, var det en flok glade Odder-drenge, der lige skulle bruge et par minutter på at genopfriske sejrssangen.
Man of the match blev fuldt fortjent Allan Ludvigsen, der enstemmigt (!) blev valgt af holdkammeraterne og trænerteamet. Med sejren kom holdets pointtotal op på fire for efteråret, hvilket er lidt under det forventede, men godkendt efter omstændighederne.
Holdet: Allan Ludvigsen - Oliver Jessen, Rasmus Eriknauer, Martin Bendtzen, Kasper Brandt - Jonas Carlsen, Magnus Smed, Simon Brinck Rasmussen, Tim Østergaard - Rasmus Wibroe, Christopher Basse.
På bænken: Alexander Lunde










