
Søndag d. 5. september 2010
Mesterligt punktum på efteråret
Odders U14-drenge Mesterrække sluttede et godt efterår af med storsejr over AGF. Kasper Carlsen blev fem-dobbelt målscorer!
Efter et efterår, hvor Odders U14-drenge Mesterrække efter en tung start i den grad fik spillet sig op mod slutningen af sæsonen, manglede der kun weekendens udekamp i vinterserien før drengene kunne gå på vinterferie. En kamp, der skulle vise sig at blive et fornemt punktum på sæsonen. Modstanderen var AGF's andet hold, som aldrig fik et ben til jorden i en sand magtdemonstration af Odder IGF.
De unge Odder-knægte var ganske enkelt modstanderen overlegne i alle spillets facetter, hvilket resulterede i en knusende sikker 11-1 sejr, efter 5-0 ved halvleg. I alle kæder sprudlede spillerne af energi og vilje, hvilket de hvidblusede AGFere aldrig fandt et modsvar til, og selv om alle mand leverede en stærk indsats, så faldt særligt en spiller i øjnene. Med fire mål før pausen, og et enkelt efter, blev venstrekanten Kasper Carlsen intet mindre end fem-dobbelt målscorer.
AGF's reducering faldt i kampens døende sekunder, hvor hjemmeholdet profiterede af at Odder havde sendt samtlige mand - inklusiv målmand Allan Ludvigsen - frem på et hjørnespark.
AGF - Odder 1-11 (0-5)
0-1 Kasper Carlsen
0-2 Rasmus Wibroe
0-3 Kasper Carlsen
0-4 Kasper Carlsen
0-5 Kasper Carlsen
0-6 Rasmus Wibroe
0-7 Simon Brink Rasmussen
0-8 Christian Thomsen
0-9 Kasper Carlsen
0-10 Simon Brink Rasmussen
0-11 Christopher Basse
1-11 ??



