
Søndag d. 5. september 2010
ODDER PÅ VEJ HJEM FRA BARCELONA
En succefuld fodboldtur til Barcelone får et noget uventet efterspil på grund af en Islandsk vulkan. Og dem kender man alt for godt til i Odder !
Hvad har en askesky fra et vulkanudbrud på Island at gøre med 42 Odder-drenges fodboldtur til Barcelona?
Umiddelbart ikke noget som helst, men alligevel så meget at fodbolddrengenes fly fra Barcelona til Billund ikke kunne flyve på grund af askeskyen fra vulkanen på Island.
De 11 medrejsende fodboldledere gik torsdag - med god hjælp fra forældre hjemme i Odder - i gang med at finde alternativ hjemtransport. Fredag morgen kørte en dobbeltdækkerbus med tre chauffører fra Odder, læsset med tæpper, puder, film, spil, læsestof - og rugbrød - den er i Barcelona lørdag morgen, og i løbet af søndag eftermiddag når de 42 drenge hjem til de ventende familier, en stor oplevelse rigere.
Bortset fra vulkanaskens forstyrrende indgriben har Odderdrengenes tur været en kæmpe succes. Tirsdag blev de instrueret af trænere fra FC Barcelonas fodboldakademi - en fantastisk inspirerende omgang, der har givet ideer til aktiviteter på grønsværen i Odder - onsdag nød de sammen 76.000 tilskuere FC Barcelonas 3-0 sejr over Deportivo La Coruna, de har spillet kampe mod et lokalt hold, har besøgt en skole - i det hele taget hygget sig og haft det rigtig sjovt.




