
Søndag d. 5. september 2010
UNGDOM; FODBOLDSKOLE EN KÆMPE SUCCES
Ferieplanlægningen har skubbet en smule for Bent Villumsen, for igen - fristes man til at sige - har Odder IGF Fodbold kæmpe succes med sin fodboldskole.
En sommerferieaktivitet der sikkert er kommet for at blive.
Sommerferien er fyldt med aktiviteter for byens mindste, og en af de helt store blev overstået i sidste uge.
Her mødte 120 børn op for at deltage i DBUs fodboldskole på grønsværen bag Spektrum Odder.
Interessen for en uge med bold på fødderne var så stor, at man i Odder allerede måtte melde udsolgt, en måned efter billetsalget åbnede.
Derfor havde Bent Villumsen, fodboldskoleleder i Odder, en lang stand-by liste over forældre hvis børn ville spille fodbold.
»Det kom bag på mig, at der var så kraftig en efterspørgsel. Jeg tror godt, vi kunne have oprettet et helt hold mere. Det har jeg aldrig oplevet før,« siger Bent Villumsen.
Slap for varm leverpostej
To af de drenge, der var heldige at få en af de eftertragtede pladser, var Jacob Nørby Therkildsen og Andreas Skov Lynggård.
De har været rigtig glade for en uge på græs.
»Det har været rigtig fedt. Især fordi vi har haft en rigtig god træner,« siger Jacob Nørby Therkildsen.
For dem begge var ugens højdepunkt sejren over den et år ældre årgang 97'erne.
»Vi vandt over dem i tirsdags,« siger Andreas Skov Lynggård stolt.
»Men kun fordi dommeren sagde, at sidste mål vandt. Der var vi bagud 8-3,« tilføjer Jacob Nørby Therkildsen, der får et tørt modsvar fra fodboldkammeraten:
»Ja ja, men alligevel.«
Ugens højdepunkt for fodboldskoleleder Bent Villumsen har overordnet set været implementeringen af en sund frokost ordning, hvor forældre kunne købe sunde madpakker til deres børn. Desuden har fodboldskolen i år lukket slikkiosken, og effekten har været mærkbar.
»Tidligere kunne købte de vingummi for en 50'er og brændte hurtigt ud. I år har de knoklet på hele dagen,« siger Bent Villumsen.
Også hos fodboldvennerne er tilfredsheden stor.
»Det har været rigtig godt. Så slap man for sådan en varm leverpostejsmad,« siger Jacob Nørby Therkildsen.
oigf-presse@mail.dk
sakset fra ÅS lokal




